Norwegian Recordings

Black metal, også kjent som svartmetall, er en undersjanger av heavy metal som generelt regnes for å være ekstrem og ukommersiell. Sjangeren er ofte omspunnet med myter og klisjeer, som oftest basert på satanisme og det okkulte, men også om natur og filosofi. Sjangerens opprinnelse stammer fra omkring 1980, men det var på slutten av tiåret at moderne black metal ble utformet av norske band.

I løpet av 1980-tallet dannet tidlige «sataniske ekstremmetal» band en fremtidig skisse for hvordan den moderne black metal ville bli seende ut. Denne såkalte «første bølgen» av black metal inkluderte band som Venom, Bathory, Hellhammer, Celtic Frost og Sarcófago. Den «andre bølgen», oppsto på begynnelsen av 1990-tallet, av norske band som Mayhem, Burzum, Darkthrone, Immortal og Emperor.

Den norske black metal-bølgen fikk i perioden 1992–1994 mye oppmerksomhet på grunn av det uvanlige imaget og de alvorlige forbrytelsene som ble begått. Norske og internasjonale medier blåste videre opp påstandene rundt medlemmenes ideologiske og politiske ståsted. Det var henholdsvis to tilfeller av drap og over to dusin tilfeller av ildspåsettelse. «Den svarte sirkel» var en liten gruppe ungdommer i slutten av tenårene til midten av tyveårene som holdt til i kjellern til platebutikken Helvete i Oslo, eid av Øystein Aarseth. Det er fra dette miljøet at «andre bølgen» av black metal oppsto i Norge, og gjorde landet verdenskjent som eksport av «Satanrock».

Island vart kolonisert av norsk-irske og norske utvandrarar i slutten av 800-talet og gjennom 900-talet. Island har eit av dei eldste parlamenta eller nasjonalforsamlingane i verda, Alltinget, som vart danna i 930.

Island var sjølvstendig i meir enn 300 år, men vart frå 1263 underlagt Noreg. Då Noreg gjekk i union med Danmark fylgde Island med, men då Noreg gjekk tapt for Danmark i 1814 vart Island verande dansk. Eit avgrensa sjølvstyre vart innført i 1874, og sjølvstende fylgde i 1918. Den danske kongen var statsoverhovud fram til 1944, då Island vart ein republikk.

God Jul!

Gledelig Jul!

1. Hele verden hadde ett språk og samme tungemål.
2. Da folk brøt opp fra øst, fant de en bred dal i Sinear-landet og slo seg ned der.
3. De sa til hverandre: «Kom, så lager vi teglstein og brenner dem godt!» De brukte tegl til byggestein og jordbek til bindemiddel.
4. «Kom,» sa de, «la oss bygge oss en by med et tårn som når opp til himmelen, og skape oss et navn så vi ikke blir spredt ut over hele jorden!»
5. Da steg Herren ned for å se på byen og tårnet som menneskene bygde.
6. Herren sa: «Se, de er ett folk, og samme språk har de alle. Dette er det første de tar seg fore. Nå vil ingen ting være umulig for dem, hva de så finner på å gjøre.
7. La oss stige ned og forvirre deres språk, så den ene ikke skjønner hva den andre sier!»
8. Så spredte Herren dem derfra ut over hele jorden, og de holdt opp med å bygge på byen.
9. Derfor kalte de den Babel. For der forvirret Herren all verdens tungemål, og derfra spredte Herren dem ut over hele jorden.

En ulv og en hund kom i snakk med hverandre . Ulven var så sulten og tynn.
Den kunne nesten ikke stå på beina.
- Det er vanskelige tider, sa ulven til hunden. Jeg klarer nesten ikke å få tak i noe å spise.
- Da kan vi dele jobben min, sa hunden. - Jeg bor hos menneskene, og de kommer med
kjøtt til meg og gir meg alt jeg trenger hver dag.
- Det var en fantastisk idé, sa ulven, jeg kommer og bor hos deg med det samme.
Så fikk den øye på noe rundt hundens hals. - Hva er det du har rundt halsen? spurte den.
- Å det... Det er bare halsbåndet mitt, det, sa hunden. - Menneskene bruker det for å
binde meg fast utenfor huset.
- Mener du at du ikke kan komme og gå som du vil? spurte ulven.
- Jeg må jo holde meg i nærheten av huset når jeg skal passe på menneskene og holde
vakt over huset, forklarte hunden.
Da løp ulven tilbake til skogen igjen, og den tenkte aldri mer på å dele jobb med hunden.

God dag! Hvordan har du det? Bare bra, takk! Hva heter du? Jeg heter Arman. Hvor gammel er du? Jeg er 47. Kan du telle til ti? Selvfølgelig: en, to, tre, fire, fem, seks, sju, åtte, ni, ti. Dette er min venn. Hans navn er Dragan. Dragan sier:"God kveld! Hyggelig å treffe deg! Denne morgenen var det regner.Enten du var våt?". Jeg har sagt hele tiden at vi var hjemme.

Jeg vil gjerne snakke med deg om dine ønsker. Kan du fortelle meg hvor gammel er du? Hvor lenge du bruker denne portalen? Er du her for første, andre eller tredje gang? Har du vært i Kroatia?

BEOWULF

Fe dør, frender dør, du selv dør på samme vis, men ordet om deg vil aldri dø – hvis du vinner et ærefullt ettermæle.
– Håvamål, som betyr "den Høyes (Odins) tale", norrønt kvad fra førkristen tid

Beowulf er et gammelt angelsaksisk heltekvad fra 700-tallet. Det forteller om halsbrekkende kamper mot troll og monstre. Vi vet ikke hvem som diktet det, men det har antagelig levd lenge på folkemunne før det endelig ble skrevet ned av en ukjent munk. Engelsk litteratur-historie har sin begynnelse med Beowulf, men det som gjør kvadet ekstra spennende for oss nordboere, er at det er i slekt med vår egen norrøne heltediktning – og at handlingen er lagt til det som idag er Danmark og Sverige.

Hva er det egentlig som gjør Jo Nesbø til en så fremragende krimforfatter? Svaret er ganske enkelt: Han skriver ualminnelig godt, og han konstruerer mysterier som knapt noen annen. Kom ikke her og si at denne gangen gjennomskuet jeg ham fort!
Til det er villsporene altfor dyktig lagt. Skriften er tidvis utsøkt, som når han i annet kapittel klipper sammen scener à la en filmregissør. Som når begrepet frelse for/fra noe(n) anvendes med djevelsk dyktighet.
Som når blikket, i form av det fysiske øyets sklera, iris og pupill, tjener som fascinasjon, som varsel om godt eller ondt. Og om man endog tyr til den forslitte frasen om øyet som sjelens speil, blir det her aldri klisjévassent.

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god, kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en Føljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som en Hånd.