Danish Audio Request

Hebraisk er det sprog, som jøderne brugte i Israel fra ca. 900 fvt. Efter det babylonske eksil talte mange jøder aramæisk og senere græsk, men den jødiske Bibel var stadig skrevet på hebraisk. En gang i det andet århundrede dør hebraisk ud som et talt sprog, og jøderne går over til at tale de flertalssprog, der blev talt, hvor de slog sig ned. Udadtil brugte man flertalssproget. Indadtil udvikledes flere steder dagligsprog til brug blandt jøder som jiddish eller judezmo. Samtidig brugtes i religiøse sammenhænge ’det hellige sprog’, dvs. hebraisk og aramæisk, Biblens og Talmuds sprog.

Både hebraisk og aramæisk er semitiske sprog, som skrives med det aramæiske alfabet (selvom man altså omtaler det som det ’hebraiske’). Jiddish, som taltes af flertallet af Europas jøder, var et germansk sprog, mens judezmo, som taltes af de oprindeligt spanske jøder i Tyrkiet, Grækenland og Holland, var et romansk sprog. Begge sprog blev skrevet med et tillempet ’hebraisk’ alfabet, som havde tegn for vokaler, hvad det hebraiske ikke har.

Selvom hebraisk var et dødt sprog som talt sprog, så blev det brugt som videnskabeligt og religiøst skriftsprog. I Spanien blev der, mens landet var arabisk, oversat en masse bøger fra arabisk til hebraisk, og der blev skrevet mange religiøse og filosofiske bøger på hebraisk.

> To slags jødisk nationalisme

I løbet af 1800-tallet var der flere forsøg på at bruge hebraisk som skriftsprog. Der udkom aviser på hebraisk, og digtere som Mendel Moykher Sforim (forfatternavn for Sholem Yankev Abramovich 1835-1917) og Hayim Nahman Bialik (1873-1934) forsøgte at skabe et litterært skriftsprog. Den anden halvdel af 1800-tallet var nationalismernes glansperiode. Også en jødisk nationalisme begyndte at vokse frem og blev næret ved den stærke antisemitisme, som brød frem fra 1880erne. Der var to slags jødisk nationalisme. Den ene som blev kendt som zionisme, så det som sit mål at samle alle jødiske folk fra alle de forskellige kulturer og skabe et nyt jødisk folk i Palæstina. I 1897 blev der dannet en Zionistisk Organisation med dette formål. Samme år dannedes det jødiske socialdemokrati Bund med et helt andet nationalt koncept. De fleste jøder i verden boede indenfor tsarriget og talte jiddish, og Bunds mål var kulturel autonomi indenfor rammerne af et multikulturelt Rusland. De to nationalismer var grundlæggende uenige om fremtidens jødiske nationale sprog. Bundisterne mente, at det skulle være jiddish, mens zionisterne mente det skulle være et genoplivet hebraisk.

>Eliezer Ben-Yehuda

Én af dem, som var med til at formulere ideen om et genoplivet hebraisk var Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922). Han stammede fra Luzhki i Litauen. Han formulerede tanken om en genoplivning i en artikel fra 1879, og i 1881 emigrerede han til Palæstina, som dengang lå i Det osmanniske Rige. Her begyndte han at agitere for ideen om et hebraisk talesprog. Han mente at forudsætningen for, at det skulle lykkes, var, at tale hebraisk hjemme, tale hebraisk i skolen og så skabe en masse nye ord. De ord som fandtes i den hebraiske Bibel gjorde det ikke muligt at føre en samtale. Helt bortset fra moderne ting som ‘tog’, ‘telefon’, ‘kaffekande’. Kraftudtryk fandtes ikke, og hvad med alle planter og dyr?

Ben-Yehudas livsprojekt blev det at skabe et leksikon over ‘alle’ hebraiske ord. Han ville ikke alene bruge ordene i Biblen, men alle ord i hebraiske kilder fra alle tider. Samtidig ville han lave nye ord ud af de rødder, han i forvejen havde isoleret. Hans leksikon Milon ha-lashon ha-ivrit havde den supplerende titel Thesaurus totius hebraitatis, dvs, ‘Leksikon over hele det hebraiske sprog’ med undertitlen et veteris et recentioris, gammelt såvel som moderne. Det udkom i 16 bind fra 1908-1959 hos forskellige udgivere i Berlin, Jerusalem og New York. De sidste ni bind blev redigeret af hans søn og hans anden kone.

Ben-Yehuda har fået en profets glorie i israelsk mytologi. Hebraisk er det eneste truede eller uddøde sprog, som det er lykkedes at genoplive. Og Ben-Yehudas andel bliver kraftigt understreget. (Se fx Jewish Virtual Library for en næsten officiel version.) Bl.a. fortælles det, hvordan han forbød sin kone at tale andet end hebraisk i hjemmet, således at hans søn skulle opdrages som det første menneske der talte det genoplivede sprog. Blandt sprogforskere er der enighed om, at Ben-Yehuda ikke skabte nogen bevægelse for hebraisk, og at det var en gruppe af lærere og skoleelever, som var dem som skabte det talte sprog.