Psst...

Do you want to get language learning tips and resources every week or two? Join our mailing list to receive new ways to improve your language learning in your inbox!

Join the list

Danish Audio Request

Donny
953 Words / 2 Recordings / 0 Comments
Note to recorder:

Mange tak for a hjælpe mig med at lære dit sprog.

Europas uendelige gældskrise
For hver ny redningspakke forsøger EU’s ledere at bilde os ind, at nu er forudsætningerne bragt til veje for nødvendige reformer og økonomisk vækst i Sydeuropa – realiteten er, at der ikke er lys for enden af tunnelen, og at deres vision for morgendagen til forveksling ligner gårsdagens forpassede chance

Ingen bilder sig vel ind, at den europæiske gældskrise er overstået?

Hidtil er alle Europas bestræbelser gået ud på at træde på bremsen og bekæmpe symptomerne: Alle sparer, tvangssparer eller prøver på at spare. Omkring de lande, der ligesom Grækenland er i fare for at styrte i afgrunden, opfører man ’brandmure’, og allerede dét billedsprog kunne være en nøjere granskning værd.

Grækenland har fået eftergivet for 107 milliarder euro gæld og har fået endnu en ’redningspakke’ på 130 milliarder. I praksis får landet dog udelukkende bevilget nye lån for at sætte det i stand til at betale af på de gamle. Grækenlands långivere betaler således penge til sig selv – først og fremmest til de store banker og forsikringsselskaber i Vesteuropa. Men også disse lån vil Grækenland formodentlig ikke kunne at tilbagebetale, hvorved Sorteper atter havner hos de europæiske (læs: overvejende tyske) skatteydere.

Politikerne vil vinde tid
Dette er ikke en dristig profeti, men en beskeden fremskrivning af processer, der allerede er i fuld gang. Forståeligt er det selvfølgelig, at politikere, der ønsker genvalg, hellere vil præsentere et gladere budskab, hvis urealistiske indhold, de håber, vælgerne ikke gennemskuer før efter næste valg. De europæiske politikere har her en fælles interesse. Derfor har de endnu en gang helliget sig dét, de gør bedst: at prøve at vinde tid.

Den tid vil de så bruge på at fremme den økonomiske vækst, der er krisens eneste udvej, men den ønskede vækst kan kun opnås igennem hvert enkelt lands egen indsats. Den overbevisning er muligvis korrekt, men gentages i al fald som et mantra af Europas førende politikere.

Spørgsmålet er: Er den også realistisk? Nogle gange får man det indtryk, at den politiske klasse har meget vage forestillinger om, hvordan økonomien reelt fungerer i flere sydlige og østeuropæiske lande. Og at sloganet om ’reformer’ eller ’vækst’ derfor ikke står for ret meget andet end ubegrundede håb og ønsketænkning.

Stor gældstiftelse i Østeuropa
Især i Østeuropa ser vi dilemmaet udfoldet med eksemplarisk klarhed. Da kommunismen faldt, blev den gamle økonomi slået ud. Hele industrier måtte lukke eller gå konkurs. Det skete hurtigt og forholdsvis smertefrit, fordi det, der blev produceret, var forældet, af for dårlig kvalitet, for dyrt og generelt meget ringere, end hvad der blev tilbudt fra Vesten.

Næsten fra den ene dag til den anden blev hele samfundets varesortiment udskiftet: fra tandpasta, margarine og hygiejnebind til køleskabe, sofaer og biler. Hertil kom også produkter, man aldrig tidligere havde kendt til. Alt kom fra Vesten. Kun en lille håndfuld indenlandske mærker overlevede, ofte som nostalgiske rekvisitter i udkanten af den nye hverdag.

For forbrugerne i Øst var dette skifte en ren velsignelse. I svimlende tempo gik man fra varemangel til overflod. Der var bare det problem, at man i Øst ikke havde penge til at købe varer fra Vest. Således blev østeuropæerne forsynet med generøse lån fra de nye kommercielle banker, der også kom fra Vesten. Men med så store kreditter havde hverken staten eller forbrugerne nogen erfaring. Resultatet blev flere økonomier i Øst, hvor der stadig produceres meget lidt, og som er bygget på en gyngende grund af stor gældsstiftelse. For store dele af det sydlige Europa er billedet det samme: En lille produktion, en ubetydelig eksport, et højt gældsniveau. I Sydeuropa blev euroen en paradoksal parallel til Murens fald.

For første gang fik man adgang til ’rigtige’ penge, og tilmed billige penge, som om græske Peloponnes eller spanske Extremadura lå et eller andet sted i Rhinlandet og var naboer til Bayern.

Pengene blev festet op
En sådan mulighed dukker sandsynligvis kun op én gang i livet. En lavine af kredit skyllede hen over Sydeuropa i de næste 10 år. Penge, der kunne have skabt grundlaget for en fremtidig, selvbærende økonomisk vækst, hvis de var gået til at investere i infrastrukturer, genopbygge statsapparatet, rydde op i hele industrisektorer eller satse på uddannelse. I stedet blev de festet op. I dag er alt, hvad der er tilbage af festen, et bjerg af gæld og et løn- og prisniveau, man ikke har råd til – i hvert fald ikke hvis man ønsker at overleve i den globale konkurrence.

Når nye penge nu følger gamle, får vi igen at vide, at disse vil bidrage til at skabe betingelserne for de nødvendige reformer og for ny økonomisk vækst i Sydeuropa. Men netop den chance er jo, hvad man har forpasset. Netop den mulighed ligger bag os, for dengang eksisterede der langt mere favorable betingelser, end nogen i dag ville turde drømme om.

Socialdemokraten Olof Palme mente, at løsninger – altså politik – var et spørgsmål om vilje, mens de for Karl Marx var ’indsigt i nødvendighed’. Men Bismarck var nok klogere, da han sagde, at politik er det muliges kunst – altså vi kun bør søge løsninger inden for feltet af, hvad der praktisk gennemførligt.

Selv en middelmådig økonom eller politiker kan udforme en fremragende plan til at løse Grækenlands økonomiske problemer, der har lige så ringe chance for at blive accepteret som den, der i Athen vil gøre forsøg på at bestille en tyrkisk kaffe. Tilbage står selve det eksistentielle spørgsmål for adskillige europæiske lande i nutidens globaliserede verden: Hvad skal de leve af i fremtiden? Ingen synes at kende svaret på det spørgsmål. Så meget står dog klart, at en hel livsstil må lægges om, og at ét land i højere grad end andre – Kina langt mere end Tyskland – er årsag til dette.

Recordings

  • Europas uendelige gældskrise ( recorded by Justusperthes ), unspecified accent

    Download Unlock
    Corrected Text
    more↓

    Europas uendelige gældskrise
    For hver ny redningspakke forsøger EU’s ledere at bilde os ind, at nu er forudsætningerne bragt til veje for nødvendige reformer og økonomisk vækst i Sydeuropa – realiteten er, at der ikke er lys for enden af tunnelen, og at deres vision for morgendagen til forveksling ligner gårsdagens forpassede chance

    Ingen bilder sig vel ind, at den europæiske gældskrise er overstået?

    Hidtil er alle Europas bestræbelser gået ud på at træde på bremsen og bekæmpe symptomerne: Alle sparer, tvangssparer eller prøver på at spare. Omkring de lande, der ligesom Grækenland er i fare for at styrte i afgrunden, opfører man ’brandmure’, og allerede dét billedsprog kunne være en nøjere granskning værd.

    Grækenland har fået eftergivet for 107 milliarder euro gæld og har fået endnu en ’redningspakke’ på 130 milliarder. I praksis får landet dog udelukkende bevilget nye lån for at sætte det i stand til at betale af på de gamle. Grækenlands långivere betaler således penge til sig selv – først og fremmest til de store banker og forsikringsselskaber i Vesteuropa. Men også disse lån vil Grækenland formodentlig ikke kunne at tilbagebetale, hvorved Sorteper atter havner hos de europæiske (læs: overvejende tyske) skatteydere.

    Politikerne vil vinde tid
    Dette er ikke en dristig profeti, men en beskeden fremskrivning af processer, der allerede er i fuld gang. Forståeligt er det selvfølgelig, at politikere, der ønsker genvalg, hellere vil præsentere et gladere budskab, hvis urealistiske indhold, de håber, vælgerne ikke gennemskuer før efter næste valg. De europæiske politikere har her en fælles interesse. Derfor har de endnu en gang helliget sig dét, de gør bedst: at prøve at vinde tid.

    Den tid vil de så bruge på at fremme den økonomiske vækst, der er krisens eneste udvej, men den ønskede vækst kan kun opnås igennem hvert enkelt lands egen indsats. Den overbevisning er muligvis korrekt, men gentages i al fald som et mantra af Europas førende politikere.

    Spørgsmålet er: Er den også realistisk? Nogle gange får man det indtryk, at den politiske klasse har meget vage forestillinger om, hvordan økonomien reelt fungerer i flere sydlige og østeuropæiske lande. Og at sloganet om ’reformer’ eller ’vækst’ derfor ikke står for ret meget andet end ubegrundede håb og ønsketænkning.

    Stor gældstiftelse i Østeuropa
    Især i Østeuropa ser vi dilemmaet udfoldet med eksemplarisk klarhed. Da kommunismen faldt, blev den gamle økonomi slået ud. Hele industrier måtte lukke eller gå konkurs. Det skete hurtigt og forholdsvis smertefrit, fordi det, der blev produceret, var forældet, af for dårlig kvalitet, for dyrt og generelt meget ringere, end hvad der blev tilbudt fra Vesten.

    Næsten fra den ene dag til den anden blev hele samfundets varesortiment udskiftet: fra tandpasta, margarine og hygiejnebind til køleskabe, sofaer og biler. Hertil kom også produkter, man aldrig tidligere havde kendt til. Alt kom fra Vesten. Kun en lille håndfuld indenlandske mærker overlevede, ofte som nostalgiske rekvisitter i udkanten af den nye hverdag.

    For forbrugerne i Øst var dette skifte en ren velsignelse. I svimlende tempo gik man fra varemangel til overflod. Der var bare det problem, at man i Øst ikke havde penge til at købe varer fra Vest. Således blev østeuropæerne forsynet med generøse lån fra de nye kommercielle banker, der også kom fra Vesten. Men med så store kreditter havde hverken staten eller forbrugerne nogen erfaring. Resultatet blev flere økonomier i Øst, hvor der stadig produceres meget lidt, og som er bygget på en gyngende grund af stor gældsstiftelse. For store dele af det sydlige Europa er billedet det samme: En lille produktion, en ubetydelig eksport, et højt gældsniveau. I Sydeuropa blev euroen en paradoksal parallel til Murens fald.

    For første gang fik man adgang til ’rigtige’ penge, og tilmed billige penge, som om græske Peloponnes eller spanske Extremadura lå et eller andet sted i Rhinlandet og var naboer til Bayern.

    Pengene blev festet op
    En sådan mulighed dukker sandsynligvis kun op én gang i livet. En lavine af kredit skyllede hen over Sydeuropa i de næste 10 år. Penge, der kunne have skabt grundlaget for en fremtidig, selvbærende økonomisk vækst, hvis de var gået til at investere i infrastrukturer, genopbygge statsapparatet, rydde op i hele industrisektorer eller satse på uddannelse. I stedet blev de festet op. I dag er alt, hvad der er tilbage af festen, et bjerg af gæld og et løn- og prisniveau, man ikke har råd til – i hvert fald ikke hvis man ønsker at overleve i den globale konkurrence.

    Når nye penge nu følger gamle, får vi igen at vide, at disse vil bidrage til at skabe betingelserne for de nødvendige reformer og for ny økonomisk vækst i Sydeuropa. Men netop den chance er jo, hvad man har forpasset. Netop den mulighed ligger bag os, for dengang eksisterede der langt mere favorable betingelser, end nogen i dag ville turde drømme om.

    Socialdemokraten Olof Palme mente, at løsninger – altså politik – var et spørgsmål om vilje, mens de for Karl Marx var ’indsigt i nødvendighed’. Men Bismarck var nok klogere, da han sagde, at politik er det muliges kunst – altså vi kun bør søge løsninger inden for feltet af, hvad der praktisk gennemførligt.

    Selv en middelmådig økonom eller politiker kan udforme en fremragende plan til at løse Grækenlands økonomiske problemer, der har lige så ringe chance for at blive accepteret som den, der i Athen vil gøre forsøg på at bestille en tyrkisk kaffe. Tilbage står selve det eksistentielle spørgsmål for adskillige europæiske lande i nutidens globaliserede verden: Hvad skal de leve af i fremtiden? Ingen synes at kende svaret på det spørgsmål. Så meget står dog klart, at en hel livsstil må lægges om, og at ét land i højere grad end andre – Kina langt mere end Tyskland – er årsag til dette.

  • Europas uendelige gældskrise ( recorded by Illiya ), rigsdansk, slightly fynsk

    Download Unlock

Comments